Runemester

I sin tid hentede det ostindiske kompagni elefanter på Sri Lanka, sejlede dem til Tranquebar og førte dem gennem byen, på vandring til Nayak’en i Thanjavur – han var glad for elefanter. I dag vandrede endnu engang en elefant gennem Kongensgade på dansk foranledning. Medlemmer af foreningen Tranquebar ville festligholde indvielsen af deres private, nyistandsatte hus i byen.

Der har været mange danskere i Tranquebar for tiden. Feltarbejdere i forbindese med Galathea 3 projekter – som undertegnede, tilfældige turister, Tv-folk, dykkere, udviklingsarbejdere, medlemmer af Foreningen Tranquebar samt hele Vestfyens Efterskole på en utraditionel lejrskole. Over 14 dage, en tilstedeværelse af danske i et antal, der næsten vækker mistanke om et nyt kolonialiseringsforsøg!

Der er umiddelbart noget mistænkeligt – og problematisk ved tidligere kolonimagters pludselige engagement og interesse i tidligere kolonier. Tranquebar er ingen undtagelse. Måske i endnu højere grad fordi Tranquebar og dansk kolonihistorie generelt ikke er et særskilt kendt eller debatteret emne – hverken ude eller hjemme. Er denne pludselige interesse udtryk for en slags bodsgang, en erkendelse af tidligere tiders undertrykkelse og et forsøg på at rette op på en fortidig misdåd? Eller er det en nostalgisk tristesse over det tabte tropeparadis, og en drøm om den gang Danmark virkelig kunne placere sig på verdenskortet? Eller noget helt tredje?

Billedet er komplekst. Men kan vi overhovedet undgå denne neo-kolonialismens fælde? Hvorfor vælger vi i det hele taget at kaste vores interesse på dette område – fagligt eller ufagligt begrundet – hvis ikke det er fordi vi har en fortid hernede? Det første og vigtigste skridt på vejen må være en erkendelse af netop dette.

På stranden neden for fortet faldt jeg i snak med en tilfældig forbipasserende inder. Han sagde at Indiens historie er ‘so many centuries’ og klemte efterfølgende fingrene sammen og sagde ‘Denmark so few centuries.’ Danmark og dansk engagement i Indien fylder ikke meget i Indiens tykke historiebog – og det kan være svært, at erkende for en lilleput nation med overdreven selvfølelse!

For undertegnede udsendte gælder det alligevel om at indstille sig på en øget grad af opmærksomhed og følsomhed i forhold til vores gøren og laden hernede, en sensitivitet i forhold til den lokale befolkning og de indiske myndigheder. En forsigtighed og samarbejdsånd der muliggør en fremadrettet erkendelse og nuanceret formidling af vores fortid som kolonimagt – både i Indien og i Danmark. Et forsøg på at undgå at opføre sig, som en elefant i en glasbutik!

En flyrejse er egentlig en brutal måde at rejse på! Man træder ind i kabinen i én verden og ud i en anden, som ved et trylleslag står du på den anden side af jorden – helt fremmed for omgivelserne. Du har ikke opdaget det, du kan ikke rigtig forberede dig – flykabinen er et slags ingenmands land, et hverken eller, et geografisk vakuum, hvor kun højtalere og skærme minder dig om, at du faktisk har bevæget dig halvvejs rundt om jorden.

I 1700-tallet tog det mindst 6 måneder på havet, at nå frem til den lille danske handelskoloni i sydindien, Tranquebar. Det gav alt andet lige mulighed for en gradvis akklimatisering; ved anløb til havne på ruten blev omgivelser og mennesker mere og mere anderledes – indtil man endelig lå på reden og saluterede med kanonskud til Fort Dansborg.

Afgang fra Kastrup 7.15 og ankomst i Chennai (Madras) Int. Airport ca. 12 timer og et par bollywood film senere, omkring midnat lokal tid. Dagen efter gik turen ned over Deccan halvøen mod Tranquebar. En tur på godt 6 timer i kaotisk indisk trafik. ‘Please sound horn’ står at læse på bagsmækken af mangt et motoriseret køretøj – og den opfordring bliver ikke siddet overhørig! Huse, mennesker, biler, motorcykler, cykler og dyr i et stort virvar, til den konstante staccato rytme af bilernes horn, der benyttes til orientering, overhaling, forbikørsel mm. – i stedet for blinklys.

Vejen ind i Tranquebar går gennem den gamle byport Landporten og slutter på paradepladsen foran Dansborg og Collectors House, en engelsk koloniembedsbygning nu omdannet til hotel. I det øjeblik du træder ud af bilen, kendeligt mærket – med ringen for ørene – opdager du med det samme hvorfor Tarangambadi på tamil betyder ’de syngende bølger,’ brændingen bruser og en let brise fra den bengalske bugt rasler i de blomstrende nerier foran hotellet.

Så det er altså Tranquebar…

Nu er tiden for alvor nær! Lørdag morgen letter jeg fra Kastrup lufthavn med kurs mod Indien, mod 14-dages ophold i den (meget) forhenværende danske koloni, Trankebar. Jeg kan endnu ikke rigtig tage mig sammen til at pakke, men det må komme i morgen aften!

Med afrejsen sparkes Skolemuseets (min arbejdsplads) projekt på Galathea 3. ekspeditionen i gang… Vi skal ikke sejle, vi ser ikke engang skibet. I hine navnkundige dage efter den såkaldte Muhammed-krise lagde man straks sejlruten om, som en sikkerhedsforanstaltning! Selve projektet består af to dele, som du kan læse lidt om her! Rent praktisk vil vi komme til at holde møder med potentielle samarbejdspartnere dernede, heriblandt INTACH, Bestsellerfonden og Trankebarforeningen.

Jeg vil poste bulletiner fra rejsen i det omfang internet-faciliteter med mere er tilgængelige på: www.skolemuseum.dk …og naturlivis sørge for at dokumentere det hele grundigt på fotografisk vis.