Isn’t life strange
A turn of the page
A book without light
Unless with love we write;
To throw it away
To lose just a day
The quicksand of time
You know it makes me want to cry, cry, cry
Moody Blues: Isn’t life strange, Seventh Sojourn, 1972

Enhver ved hvor vigtigt det er at have gode kort ved hånden. Enhver kender tendensen til at stole blindt på sit kort, med fare for at man insisterende nægter at anerkende eksistensen af genstande og fænomener der ikke forekommer på kortet, symboler der ikke figurerer i signaturforklaringen. Det lader til at være sandt i langt højere grad hvis kortet er digitalt; det signalerer tilsyneladende en særlig pålidelighed når en række farvede streger og pile viser din position på en skærm.

(og så ryger det følgende ud af en tangent: hvad med at lave et pacman spil til bilens navigationssystem? Så du kan køre rundt i byens gader som en glubsk gul kugle og spise løs af virtuelle forhindringer på dit digitale vejkort. Eller hvad med et first-person shooter spil hvor bilen på skærmen er armeret med målsøgende missiler og tunge maskingeværer – og de virtuelle fjender uskadeliggøres ved hjælp af det rat-indbyggede joystick? Det kan udvides med en slags augmented reality hvor dine medtrafikanters nummerplader fungerer som tags for spillet (via det inbyggede webcam), der erstatter dem med monstre! Det bliver garanteret sjovere at navigere rundt i byens gader med den slags underholdning)

Faktum er, at et kort, er en ganske særlig og forfinet repræsentationsform af virkeligheden. Det krver træning at afkode kort. Desuden er det en kendsgerning at kort altid bygger på andre kort, tidligere kort, en blanding af tidligere opmålinger og i nogen grad nye…

Og alt dette egentlig bare for at nå frem til den observation, at kort over tilværelsen, livet, er nogle af de sværeste at skaffe. Men du kan glemme alt om et ordentlig kort… Dem du finder er rudimentære og voldsomt forsimplede. Hvad der kan være en farbar vej for den ene, er en ufremkommelig, svovldampende sump for den anden! En globus over livet, tilværelsens autoatlas… Der er ingen hjælp at hente på Krak.dk! Og livet er et farligt sted; man blir ofte panisk angst. Når jeg bussen? Har jeg nu husket billetten? Er den stemplet? Er den mon gyldig i denne zone?

Lige som man gør og tror man har fundet en vej. Lige som man kan ane vejen foran sig, følge midterstriberne helt ud i forsvindingspunktet i horisonten – som en af de der uendelige, øde amerikanske vejstrækninger ude vest på! Lige som man gik og troede man var ved at have en nogenlunde idé om tilværelsens udstrækning, de besværlige vejstrækninger og komplekse ruteberegninger! Så hiver en kaleidoskopisk kraft asfalten og de trygge striber væk under dine fødder – og du må begynde forfra, finde din bæring, orientere dig efter solen… Og det tager en livstid at fremstille et nyt!