Elefant i en glasbutik

I sin tid hentede det ostindiske kompagni elefanter på Sri Lanka, sejlede dem til Tranquebar og førte dem gennem byen, på vandring til Nayak’en i Thanjavur – han var glad for elefanter. I dag vandrede endnu engang en elefant gennem Kongensgade på dansk foranledning. Medlemmer af foreningen Tranquebar ville festligholde indvielsen af deres private, nyistandsatte hus i byen.

Der har været mange danskere i Tranquebar for tiden. Feltarbejdere i forbindese med Galathea 3 projekter – som undertegnede, tilfældige turister, Tv-folk, dykkere, udviklingsarbejdere, medlemmer af Foreningen Tranquebar samt hele Vestfyens Efterskole på en utraditionel lejrskole. Over 14 dage, en tilstedeværelse af danske i et antal, der næsten vækker mistanke om et nyt kolonialiseringsforsøg!

Der er umiddelbart noget mistænkeligt – og problematisk ved tidligere kolonimagters pludselige engagement og interesse i tidligere kolonier. Tranquebar er ingen undtagelse. Måske i endnu højere grad fordi Tranquebar og dansk kolonihistorie generelt ikke er et særskilt kendt eller debatteret emne – hverken ude eller hjemme. Er denne pludselige interesse udtryk for en slags bodsgang, en erkendelse af tidligere tiders undertrykkelse og et forsøg på at rette op på en fortidig misdåd? Eller er det en nostalgisk tristesse over det tabte tropeparadis, og en drøm om den gang Danmark virkelig kunne placere sig på verdenskortet? Eller noget helt tredje?

Billedet er komplekst. Men kan vi overhovedet undgå denne neo-kolonialismens fælde? Hvorfor vælger vi i det hele taget at kaste vores interesse på dette område – fagligt eller ufagligt begrundet – hvis ikke det er fordi vi har en fortid hernede? Det første og vigtigste skridt på vejen må være en erkendelse af netop dette.

På stranden neden for fortet faldt jeg i snak med en tilfældig forbipasserende inder. Han sagde at Indiens historie er ‘so many centuries’ og klemte efterfølgende fingrene sammen og sagde ‘Denmark so few centuries.’ Danmark og dansk engagement i Indien fylder ikke meget i Indiens tykke historiebog – og det kan være svært, at erkende for en lilleput nation med overdreven selvfølelse!

For undertegnede udsendte gælder det alligevel om at indstille sig på en øget grad af opmærksomhed og følsomhed i forhold til vores gøren og laden hernede, en sensitivitet i forhold til den lokale befolkning og de indiske myndigheder. En forsigtighed og samarbejdsånd der muliggør en fremadrettet erkendelse og nuanceret formidling af vores fortid som kolonimagt – både i Indien og i Danmark. Et forsøg på at undgå at opføre sig, som en elefant i en glasbutik!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *