Sensommer

sensommer

Sprød sensommersol kaster guld på stubbe
Den hårfine, sprøde varmehinde
gennembrydes af togets lullende skinnegang
og trækker kuldespor i landskabet
Drømme støver om kap med lyset
tager form af dine hviskende læber
forsvinder bag kupeens glas i stroboskopglimt
og staver et lysende navn uden lyd
fylder varme i rummet bag øjnene
Jeg synger stumme vers
til sensommerens svanesang

Asbjørn, 9 år – med lam og kage

Fødselsdagskage

Dagens program for Asbjørn (og drengene) på hans fødselsdag d. 28. juli bestod i at sove rimelig længe, se en smule tegnefilm, spise morgenmad og åbne gaver. Herefter slappe af og lege, købe lidt ind, bage kage, dase på stranden i fantastisk sommervejr, for så ud på dagen at tilberede fødselsdagsaftensmåltid… alt sammen løbende krydret med velkomne og lykkeønskende telefonopkald og hilsener fra familie og bekendte! Det bliver næppe meget bedre…

Aftenens menu til fire – stort set dikteret af fødselsdagsbarnet – stod på lammefilet m. bagte rodfrugter og gulerødder i gremolata (kan bestemt anbefales). Desserten var en chokoladekage i den gode, tunge afdeling – en smule afbalanceret med friske hindbær.

Lammefilet m.m.

De bagte rodfrugter bestod af nye kartofler og pastinak vendt i olivenolie krydret med timian, sød rød chili, salt og peber. Rodfrugterne bages i fad i en varmluftsovn ca. 45 min. ved omtrent 200 grader. (Jeg skærer som regel rodfrugterne til, hælder dem i en frysepose med olie og krydderier, ryster dem grundigt sammen og fordeler dem i et ovnfast fad)

Lammefileten steges/grilles 3-4 minutter på hver side i en smule olivenolie krydret med salt og peber. Tag fileten af varmen og lad den hvile indpakket i folie ca. 15 min. før du skærer den ud i tynde skiver før servering.

Hvad angår gulerødderne skal du bruge ca. et halvt kilo. Skræl dem og skær dem i stave. De skal herefter koges møre i letsaltet vand (så de stadig har en smule bid). Hæld så vandet fra og vend dem i en klat smør el. olivenolie og bland til sidst med gremolata. (Denne lille ret ville formentlig kunne fungere fint for ‘sig selv’ i tapas-sammenhæng)

Gremolata’en består forresten af 2 fed hvidløg, reven citronskal fra en citron og en god håndfuld hakket bredbladet persille.

Chokoladekage (med friske hindbær)

4 æg
150 g rørsukker
1 tsk vanilje(rør)sukker
2 tsk stærk espresso
3 tsk kakao
1 tsk bagepulver
100 gr mel
Ca. 3/4 dl mælk
200 g mørk chokolade
150 g smør
Flormelis og hindbær (eller andre bær) til garnering

Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne lyse og luftige med sukkeret. Bland 2 tsk. stærk espressokaffe i æggeblommemassen. Smør og mælk opvarmes i en gryde – tag den af varmen og smelt chokoladen i den varme blanding. Bland herefter den smeltede og ikke alt for varme chokolade med æggeblommemassen.

Pisk æggehviderne stive og vend dem i chokolademassen. Mel, kakao, vanilje og bagepulver sigtes lidt efter lidt i massen og vendes forsigtigt i denne.

Chokoladekage med hindbær Fordel til sidst kagedejen i en passende form og bag den i ca. 35-45 minutter ved 175 grader. Hold øje med kagen og tjek den løbende med en kødnål – den må gerne bibeholde en vis grad af ‘svampethed’!

Tag kagen ud af ovnen og lad den køle ned, drys flormelis på toppen og pynt med friske hindbær (eller hvad du nu har lyst til)

Skolemuseet er lukningstruet

Bevar SkolemuseetHar du gået i skole? Har et af verdens bedste uddannelsessystemer ikke længere plads til sin egen historie? Dansk Skolemuseum i det centrale København står for at skulle lukke.

Museets tre hovedinteressenter – Undervisningsministeriet, Danmarks Lærerforening samt Lærerstandens Brandforsikring – kan ikke blive enige om grundlaget for museets fortsatte virke. Med virkning fra 1. januar 2009 trækker Brandforsikringen sin støtte. Som konsekvens heraf har bestyrelsen besluttet at lukke museet for offentligheden pr. 1.8.2008.

Skolemuseet er en institution der aldrig har haft mere potentiale, flere aktiver og større samfundsmæssig relevans end nu.

Livslang læring for alle er en forudsætning for, at Danmark kan stå mål med de udfordringer, vi kommer til at stå overfor.
Undervisningsminister, Bertel Haarder

Det er et bemærkelsesværdigt og dybt bekymrende at man ikke kan finde andre udveje end at lukke museet; især i en tid hvor ideer om livslang læring er i højsædet, uddannelsessystemet er under forandring og genstand for heftig offentlig interesse. Begreber som medborgerskab, integration og demokratisering er højaktuelle – alt sammen tegn der netop peger på kulturinstitutionernes nøglerolle som alternative og uformelle læringsrum i denne proces!

Du kan læse mere om museet og baggrunden for den nuværende situation ved at følge linket til dette dokument som museets faglige personale har forfattet i fællesskab.

Det hører naturligvis med til historien at Skolemuseet er min arbejdsplads, men det gør ikke sagen mindre bedrøvelig. Jeg kan kun opfordre bestyrelsen, hovedinteressenterne, potentielle sponsorer, politikere, dig, Gud og hver mand der måtte føle blot en smule for sagen at støtte museet. Hvis du er på Facebook kan du støtte museet ved at melde dig ind i gruppen Bevar Skolemuseet her!

Bananmuffins m. kanel og muscovado crumble

Muscovado er uraffineret rørsukker, det er mørkt og fugtigt og både smager og dufter intenst af sukkerrør. Muscovado… Det har en varm og eksotisk klang. Det lyder af plantager i Vestindien, store vuggende træskibe og bølgende palmer. I det 18. og 19. årh. var det bl.a. i form af muscovado, at sukker blev transporteret fra de vestindiske kolonier til Europa. Først ved ankomsten til Europa blev sukkeret færdigraffineret.

Bananmuffins Muscovado er godt i drinks, i kaffen, på brødet… og i bagværk. Når jeg køber bananer ender jeg altid med et par stykker som bliver for modne og sorte i skrællen – men de kan med fordel opgraderes til en kage. Her i form af muffins med en sprød ‘crumble’ på toppen med masser af kanel og… muscovado (puddersukker kan i øvrigt anvendes i stedet for – hvis man insisterer). Opskriften er ikke ‘light’, men mængden af smør kan sikkert reduceres og evt. erstattes med vegetabilsk olie eller margarine. Mængden af sukker kan givetvis også reduceres – men hvorfor dog?

Muffins:
190 g. mel
150 g. rørsukker
2 tsk. bagepulver
3 mosede bananer
75 g. smeltet smør
1 æg
lidt salt

(rækker til ca. 10 muffins)

Crumble:
Kanel
75 g. muscovado
2 spsk. mel
25 g. smør

Dejen blandes sammen og hældes i muffinforme(n). Crumble’n skal smuldres sammen og strøs på kagerne før du sætter dem i ovnen og bager dem i ca. 20 min v. 200 grader.

Empanadas på volden

Asbjørn på volden med empanadaGlimt fra en lørdagspicnic med drengene på Chr. Havns vold en dejlig mild sommeraften. Menuen stod på empanadas – hvoraf halvdelen var fyldt med chili con carne fra dagen før (og revet cheddar ost), den anden med fyld bestående af løg, hvidløg, en dåse hakkede tomater, basilikum, oregano, ungarnsk salami – og også her – revet cheddar ost.

Dej:
450 g mel
2 tsk. bagepulver
1 tsk salt
60 g smør
60 g magarine (spæk el. palmin kan også anvendes, men var ikke at finde i mit køleskab)
iskoldt vand

Dejen smuldres/blandes sammen forsigtigt, næsten som en mørdej, så den stadig er luftig (jeg har en idé om at de bliver sprødere på den måde). Lad den hvile på køl og tilbered fyldet imens. Portionen rækker til omtrent 12 empanadas. Dejen deles i 12 lige store stykker og rulles ud i cirkler indtil de er ca. 15 cm i diameter (brug evt. en lille tallerken el. lign som skabelon).

Placer en portion fyld i midten og fold dejcirklen på midten. Brug en gaffel til at trykke kanterne sammen. Pensl halvcirklerne med æg og bag dem indtil de er gyldne (ca. 10 min) ved 225 grader. (Jeg skulle måske lige nævne at de også kan frituresteges.) De kan spises både lune og kolde.

Empanadas på picninc Christianskirken i aftenlys på Chr. Havn - set fra Torvegade, mellem træerne på Elefantens Bastion

Pluginkompatabilitet

Indrømmet… det var mest for at have fornøjelsen af at bruge det tungevridende begreb du kan læse herover i overskriften, der fik mig i gang med dette indlæg 😉 Men sagen er den, at jeg fik taget mig sammen til at opdatere min WordPress til 2.5.1. Jeg har opdateret et par andre installationer og bandede i den forbindelse lidt over at jeg ikke forinden havde tjekket op på – netop – pluginkompatabilitet! I dette tilfælde gik selve opgraderingen smertefrit – dog måtte to plugins gås efter i sømmene.
Continue reading

To børn i minuttet

button3000 børn dør hver dag af malaria. Det er lidt mere end to børn i minuttet. Dagen i dag – den 25. april – er udnævnt som verdens Malaria dag.

90% af de 350 millioner mennesker der hvert år smittes med Malaria lever i Afrika syd for Sahara… som om de ikke havde nok at kæmpe med i den del af verden! Det anslås at en effektiv bekæmpelse af sygdommen vil koste i omegnen af 17-18 milliarder kroner – det er lidt mindre end det danske forsvarsbudget. Kig forbi initiativets hjemmeside bliv fan på Facebook og prøv at se om du er i stand til at finde ud af hvorfor en oplyst, relativt civiliseret verden stadig ikke formår at prioritere at få bugt med en sygdom som faktisk kan bekæmpes og kureres? Jeg forstår det nemlig ikke.

Ribbensdragen

Drage, M. C. Escher

Der bor en drage i mit ribbensbur
den hænger i halen og tar’ sig en lur
Så længe den sover er stemningen god
men når den er vågen så flyder der blod
den sutter og suger og mæsker sig glad
i ulykkelig kærlighed, længsel og had
Fra knogle til knogle kravler den frem
kun en prinsesse kan kysse den hjem
den skælver af angst og svinder helt ind
når de bløde læber strejfer min kind
brug ikke sværd, men prinsesselæber
for kys er en sikker dragedræber
den flygter skælvende, klynker, flæber
med svage, tandløse dragekæber

En sprød klinge

Midtvejs på min rejse gennem livet, afsted, i fart mod ingen steder
Det er hverken dag eller nat, mørkt eller lyst, himmel eller helvede
Det sker at jeg aner solens gryende rødmen bag horisontens mørke linje
før den svagt ulmende forvandles til aske og synker i afgrunden
På denne sprøde klinge står jeg og vipper,
På denne tærskel er jeg hverken ude eller inde,
med dine læbers varme løfte aftrykt på min kind
hastigt fordampende…

Diamonds are forever

En syntetisk diamant fremstillet af virksomheden Apollo Diamonds, foto af Steve Jurvetson
Når præsten ved gravens rand proklamerer: “Menneske! Af støv er du kommet, og til støvet skal du vende tilbage!” så er det nok ikke en LifeGem ‘begravelse’ han forestår – så har det med støvet i hvert fald meget lange udsigter! LifeGem må helt sikkert figurere med en prominent placering i top-10 over alternative begravelsesformer. Vi har for vane at eufemisere døden, omskrive og reformulere livets afslutning til noget der ser pænere ud, men LifeGem har virkelig arbejdet på sagen… og produktet de tilbyder er intet mindre end:

…a certified, high-quality diamond created from the carbon of your loved one
Citat fra LifeGem.com

Selve processen er ligeså kunstfærdigt formuleret – det drejer sig i al enkelthed om at LifeGem indsamler kulstof fra ‘any standard cremation’ som de skriver eller sågar fra efterladenskaberne fra et almindeligt frisørbesøg – og det gælder både mennesker og husdyr. Den alternative fornemmelse breder sig til hele følelsesregisteret i LifeGems seneste tv-spot hvor en datter går rundt med sin fars jordiske rester som en diamant fingerring… På en gang absurd, smukt og meget underligt!

Fremstillingen af syntetiske diamanter er ikke nogen ny forteelse. Det involverer noget der er meget, meget varmt og så temmelig meget tryk – processen består dybest set i at efterligne den naturlige geologiske skabelsesproces. Det går bare meget hurtigere og slutproduktet bliver til en ‘perfekt’ diamant – uden urenheder osv. (Historien bag fremstillingen af de første kunstige diamanter er i sig selv fascinerende og har sine paralleller til alkymismens ditto)

Desuden bør man vel nok overveje om det ret beset er energimæssigt forsvarligt at fremstille diamanter af døde mennesker i disse globalt opvarmede tider? Det må alt andet lige kræve en betragtelig mængde energi at fremstille diamanter af aske!