Når præsten ved gravens rand proklamerer: “Menneske! Af støv er du kommet, og til støvet skal du vende tilbage!” så er det nok ikke en LifeGem ‘begravelse’ han forestår – så har det med støvet i hvert fald meget lange udsigter! LifeGem må helt sikkert figurere med en prominent placering i top-10 over alternative begravelsesformer. Vi har for vane at eufemisere døden, omskrive og reformulere livets afslutning til noget der ser pænere ud, men LifeGem har virkelig arbejdet på sagen… og produktet de tilbyder er intet mindre end:
…a certified, high-quality diamond created from the carbon of your loved one
Citat fra LifeGem.com
Selve processen er ligeså kunstfærdigt formuleret – det drejer sig i al enkelthed om at LifeGem indsamler kulstof fra ‘any standard cremation’ som de skriver eller sågar fra efterladenskaberne fra et almindeligt frisørbesøg – og det gælder både mennesker og husdyr. Den alternative fornemmelse breder sig til hele følelsesregisteret i LifeGems seneste tv-spot hvor en datter går rundt med sin fars jordiske rester som en diamant fingerring… På en gang absurd, smukt og meget underligt!
Fremstillingen af syntetiske diamanter er ikke nogen ny forteelse. Det involverer noget der er meget, meget varmt og så temmelig meget tryk – processen består dybest set i at efterligne den naturlige geologiske skabelsesproces. Det går bare meget hurtigere og slutproduktet bliver til en ‘perfekt’ diamant – uden urenheder osv. (Historien bag fremstillingen af de første kunstige diamanter er i sig selv fascinerende og har sine paralleller til alkymismens ditto)
Desuden bør man vel nok overveje om det ret beset er energimæssigt forsvarligt at fremstille diamanter af døde mennesker i disse globalt opvarmede tider? Det må alt andet lige kræve en betragtelig mængde energi at fremstille diamanter af aske!