Mere Lys!

‘Mere lys!’ sagde Goethe på sit dødsleje, og jeg er på flere planer enig…lige nu mest i praktisk henseende. Jeg sidder og skriver i mørket. Strømmen er gået igen og Tarangambadis natlige lyde træder i karakter. Cikader, fugle, flagermus, kvækkende gekkoer og så… lyden af bløde trædepuder på tegltaget… Jeg får et glimt af to nysgerrige rævelignende ansigter med fine hvide aftegninger om øjnene og spidse ører før de forsvinder i natten.

Jeg sidder og betragter den langsomt, men uvægerligt synkende batteristand på min notebook og jeg drømmer om en UPS. En stor en… eller måske en mental UPS… sådan en jeg kunne slutte mig selv til… så jeg blev lukket ned gradvist, uden at skade mine data når strømmen går. For det gør den. Så kan jeg vågne til dåd når lyset i hostende glimt vender tilbage. Jeg er ikke god til at slippe hvad jeg har i hænderne, droppe læsningen, skrivningen, tegningen fra den ene strømafbrydelse til den anden.

Det er ikke kun Tarangambadi der lider under samfundsudviklingens umættelige krav på mere energi. En del af strømafbrydelserne er nemlig planlagte for at spare på strømmen. Millionbyen Chennai (Madras) sparer også på strømmen og mørklægges på skift område for område af samme årsag. Visse mere analytisk sindede anlægger desuden den betragtning at delstaten Tamil Nadu, der producerer en del hydroelektrisk energi er afhængig af indtægterne fra salg af el udenfor delstaten. Derfor må der spares internt.

Jeg kigger distraheret på mit bukseben og konstaterer en forbavsende stor kakkerlak med sikker kurs mod kanten af min skjorte. Den er egentlig meget pæn, men så pæn er den heller ikke. Jeg så den faktisk da der endnu var elektrisk lys, i den anden ende af stuen. Jeg overvejede at klaske den, men der er så meget creme i… desuden ville det nok være temmelig dårlig karma. Tænk hvis det var min næste reinkarnations form! Jeg overvejer at børste den væk med hånden, men beslutter mig i stedet for ved et raskt tag i skjorten at ryste den af. Det lykkes i anden omgang, lige før den når brystlommens relative sikkerhed. Jeg løfter stolebenet over den og overvejer endnu engang det med karma… så piler den videre. Jeg var ikke hurtig nok. Den når hjørnet af den lille nedsænkning i Atriumgården hvor jeg sidder. Der er et blåt afløbsrør. En lang grå snude stikker pludselig ud af røret. Kakerlakken piler videre. Men ikke hurtigt nok. En lille, aflang og tynd grå mus/rotte piler ud af afløbet og sætter tænderne i kakerlakken, og det med en lyd som et fodtrin i en bunke tørre kviste. Knas! Så er den væk igen. Den har jeg også set før – ‘natte-muse-rotten’ – men mest som en skygge i udkanten af mit synsfelt i mørket. Jeg bør have en Indiens flora og fauna-bog. Jeg tænker lidt videre over de karma-mæssige konsekvenser og når efterhånden frem til at såfremt jeg bliver kakkerlak i mit næste liv så kan det ikke være på baggrund af det netop skete; Sker det alligevel vil jeg sørge for at skrive det med blå afløb bag øret – hvis kakkerlakker har sådan nogle… og så bliver der lys. For en stund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *