Dagens program for Asbjørn (og drengene) på hans fødselsdag d. 28. juli bestod i at sove rimelig længe, se en smule tegnefilm, spise morgenmad og åbne gaver. Herefter slappe af og lege, købe lidt ind, bage kage, dase på stranden i fantastisk sommervejr, for så ud på dagen at tilberede fødselsdagsaftensmåltid… alt sammen løbende krydret med velkomne og lykkeønskende telefonopkald og hilsener fra familie og bekendte! Det bliver næppe meget bedre…
Aftenens menu til fire – stort set dikteret af fødselsdagsbarnet – stod på lammefilet m. bagte rodfrugter og gulerødder i gremolata (kan bestemt anbefales). Desserten var en chokoladekage i den gode, tunge afdeling – en smule afbalanceret med friske hindbær.
Lammefilet m.m.
De bagte rodfrugter bestod af nye kartofler og pastinak vendt i olivenolie krydret med timian, sød rød chili, salt og peber. Rodfrugterne bages i fad i en varmluftsovn ca. 45 min. ved omtrent 200 grader. (Jeg skærer som regel rodfrugterne til, hælder dem i en frysepose med olie og krydderier, ryster dem grundigt sammen og fordeler dem i et ovnfast fad)
Lammefileten steges/grilles 3-4 minutter på hver side i en smule olivenolie krydret med salt og peber. Tag fileten af varmen og lad den hvile indpakket i folie ca. 15 min. før du skærer den ud i tynde skiver før servering.
Hvad angår gulerødderne skal du bruge ca. et halvt kilo. Skræl dem og skær dem i stave. De skal herefter koges møre i letsaltet vand (så de stadig har en smule bid). Hæld så vandet fra og vend dem i en klat smør el. olivenolie og bland til sidst med gremolata. (Denne lille ret ville formentlig kunne fungere fint for ‘sig selv’ i tapas-sammenhæng)
Gremolata’en består forresten af 2 fed hvidløg, reven citronskal fra en citron og en god håndfuld hakket bredbladet persille.
Chokoladekage (med friske hindbær)
4 æg
150 g rørsukker
1 tsk vanilje(rør)sukker
2 tsk stærk espresso
3 tsk kakao
1 tsk bagepulver
100 gr mel
Ca. 3/4 dl mælk
200 g mørk chokolade
150 g smør
Flormelis og hindbær (eller andre bær) til garnering
Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne lyse og luftige med sukkeret. Bland 2 tsk. stærk espressokaffe i æggeblommemassen. Smør og mælk opvarmes i en gryde – tag den af varmen og smelt chokoladen i den varme blanding. Bland herefter den smeltede og ikke alt for varme chokolade med æggeblommemassen.
Pisk æggehviderne stive og vend dem i chokolademassen. Mel, kakao, vanilje og bagepulver sigtes lidt efter lidt i massen og vendes forsigtigt i denne.
Fordel til sidst kagedejen i en passende form og bag den i ca. 35-45 minutter ved 175 grader. Hold øje med kagen og tjek den løbende med en kødnål – den må gerne bibeholde en vis grad af ‘svampethed’!
Tag kagen ud af ovnen og lad den køle ned, drys flormelis på toppen og pynt med friske hindbær (eller hvad du nu har lyst til)