Please sound horn! Kulturmøder og -chok…

En flyrejse er egentlig en brutal måde at rejse på! Man træder ind i kabinen i én verden og ud i en anden, som ved et trylleslag står du på den anden side af jorden – helt fremmed for omgivelserne. Du har ikke opdaget det, du kan ikke rigtig forberede dig – flykabinen er et slags ingenmands land, et hverken eller, et geografisk vakuum, hvor kun højtalere og skærme minder dig om, at du faktisk har bevæget dig halvvejs rundt om jorden.

I 1700-tallet tog det mindst 6 måneder på havet, at nå frem til den lille danske handelskoloni i sydindien, Tranquebar. Det gav alt andet lige mulighed for en gradvis akklimatisering; ved anløb til havne på ruten blev omgivelser og mennesker mere og mere anderledes – indtil man endelig lå på reden og saluterede med kanonskud til Fort Dansborg.

Afgang fra Kastrup 7.15 og ankomst i Chennai (Madras) Int. Airport ca. 12 timer og et par bollywood film senere, omkring midnat lokal tid. Dagen efter gik turen ned over Deccan halvøen mod Tranquebar. En tur på godt 6 timer i kaotisk indisk trafik. ‘Please sound horn’ står at læse på bagsmækken af mangt et motoriseret køretøj – og den opfordring bliver ikke siddet overhørig! Huse, mennesker, biler, motorcykler, cykler og dyr i et stort virvar, til den konstante staccato rytme af bilernes horn, der benyttes til orientering, overhaling, forbikørsel mm. – i stedet for blinklys.

Vejen ind i Tranquebar går gennem den gamle byport Landporten og slutter på paradepladsen foran Dansborg og Collectors House, en engelsk koloniembedsbygning nu omdannet til hotel. I det øjeblik du træder ud af bilen, kendeligt mærket – med ringen for ørene – opdager du med det samme hvorfor Tarangambadi på tamil betyder ’de syngende bølger,’ brændingen bruser og en let brise fra den bengalske bugt rasler i de blomstrende nerier foran hotellet.

Så det er altså Tranquebar…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *