I den forgangne weekend skal Peter Skaarup ( Dansk Folkeparti) være hørt kommentere:

Nu går de efter paven! Hvad bliver det næste?

(Det er her naturligvis underforstået, at det drejer sig om muslimer) Ret beset er der sådan set ikke noget mærkeligt i det… også andre religiøse grupperinger er kendt for at angribe paven; protestanter har for eksempel en lang tradition for den slags! Desuden tillader videnskabsfolk, intellektuelle og almindelige fornuftige mennesker sig den dag i dag at mene at den katolske kirke og dens overhovedes meningsløse fastholdeldelse af bl.a. abortforbud og modstand mod brug af prævention ikke ligefrem bidrager til at løse verdens problemer!

Vi befinder os tilsyneladende i en nyreligiøs verdensorden! Om 100 år når de sidder og terper historiske kanontekster vil de kunne læse om tiden efter den kolde krig, som perioden hvor religionskrigene vendte tilbage på den globale kamparena.

Jeg vil glat væk hævde, at religion er et kulturelt produkt der opstår, udvikles og udbygges i nær tilknytning til menneskets socioøkonomiske og økologiske situation. Religion og videnskab er de væsentligste menings- og tryghedskabende redskaber som mennesket gør brug af for at få verden til at hænge sammen. Begge har de fejl, men skal jeg vælge foretrækker jeg klart den sidste!

Man fristes i det hele taget til at foreslå parterne at gå efter bolden! I stedet for at fortabe sig i de religiøse cirkelslutningers dødsdrom. Kogt helt ned er religion et spørgsmål om tro. Det er fundamentalt for den religiøse at tro, uanset hvor rummelig og tolerant den religiøse fremstår, mener han/hun dybest set at have mest ret!

Problemet lader til at være af den traditionelle slags! Det er betinget af den ulige fordeling af verdens goder mellem ‘the west and the rest…’ Pan-islamismen anvendes dygtigt af demagogiske ultrareligiøse og ‘triggerhappy’ smågrupperinger, despoter og religiøse ledere som grundlag for den skingre retorik. Men det er og bliver et simpelt psykologisk kneb… Under fattigdommens åg, ignorantismens skygger, analfabetismens højborge kan forskellige befolkningsgrupper på tværs af landegrænser (primært i mellemøsten) samle sig imod en fælles fjende, og fællesskabet der kan samle dem er i dette tilfælde deres religion!

Gå 30 år tilbage og udskift ‘religion’ med ‘kommunisme’ – er der et mønster her? Det der med at flytte opmærksomheden fra interne problemer ved at fokusere eksternt har længe været standard amerikansk indenrigspolitik. De der tårne faldt måske på et tørt sted?