There’s Murder In The Air Tonight

Here’s a brand new song written and recorded on a combination of Italian red wine, a rather lousy digital camera and a BOSS MP3 recorder a late night in January 2009. It’s very rough around the edges! I had the idea that the lo-fi atmosphere brought on by the lacking quality of sound and picture quality lent itself nicely to the feeling of the song… but I’d better let others be the judge of that…

Continue reading

Familievejlederne.dk

www.familievejlederne.dkTrine Mortensen er pædagogisk konsulent i Københavns Kommune og ejer desuden et lille konsulent- og coachingfirma: familievejlederne.dk. Jeg har haft fornøjelsen af at stå for udformningen af firmaets website. Det har været en meget fin og lærerrig proces. Det er (som i  alle andre områder i livet) essentielt at være i stand til at finde en arbejdsform der faciliterer direkte og præcis kommunikation – det har fungeret glimrende i dette tilfælde… Tak for det Trine 😉

Siten kører i WordPress (for a change) – krydret med en specialdesignet skabelon og en række spidsfindige plugins!

Bengalens franske perle

Hoteldamen kalder mig konsekvent sweetie… hun er inder og har tatoveringer på skuldre og overarme. I’ve done everything… but advertising is my main line of work… hendes pegefinger er lam og stritter hele tiden ud i luften, som om hun konstant vil påpege noget eller uddele reprimander. Hun overvejer at slå sig ned et andet sted i verden, men ved ikke helt hvor. Hvorfor vil hun mon det når hun er her i Pondy – Bengalens franske perle? Men jeg ved det godt… for nogle mennesker trækker en sælsom afart af tyngdekraften altid den modsatte vej af hvor man befinder sig. Jeg kan mærke det.

Pondicherry var med enkelte afbrydelser fransk koloni fra slutningen af 1600-tallet og frem til 1954. Det mærkes på byens systematiske vejnet symptomatisk for en fætningsby, på de brede veje, alleerne med træer på begge sider, på franske gadenavne, institutionerne – Lycee Francais, Alliance Francaise, Instruction Publique… på croissanterne du kan købe hos bageren og så på de to hold petanquespillende tamilere der mødes hver aften på pladsen foran musikscenen mellem Ambour Salai og Gingee Salai. Der er et livligt handels- og restaurationsmiljø og turismen er også en væsentlig og voksende indtægtskilde…

Jeg nyder mine sidste dage her. Handler lidt, sightseeing, møder i det kunstneriske, sprudlende Auroville… og så hjem. Allerede.

Monsoon is here!

Den 13de October begyndte Regnen…

Ordene tilhører Julie Rehling og stammer fra et brev skrevet fra Guvernementshaven i byen Porreyar, lidt uden for Tarangambadi i midten af november 1840

Vi have denne Tid her kunde gjort os en Idee om Syndfloden. Jeg havde ogsaa isinde at addressere mit Brev fra Noæ Ark istedet for Porreahave.

Det samme er tilfældet nu. Næsten samme dato, 13. oktober. Regnen plasker, drypper, strømmer, prikkende, tappende, hviskende, fnisende, råbende, trommehvirvlende, fra piano til forte, crescendo… akkompagneret af glimtvise lyn, staccato… og buldrende tordenpauker.

Den ene af fiskerne siger: monsoon is here! Det har regnet det meste af natten og morgenens sejltur bliver udskudt. Bølgerne i den bengalske bugt viser tænder, glubsk og frådende… Kun mad dogs, Englishmen… og Danes, som undertegnede vover sig ud i brændingen. I løbet af formiddagen klarer det dog op og sejlturen gennemføres i strålende solskin.

Ungerne leger i pytterne på vej hjem fra skole, i udløbet fra et tag længere nede af Dronningensgade står en flok drenge og tager brusebad og pjatter. Det er plantetid. Arbejderne har travlt med at få sat de sidste planter i Bestseller parken ved siden af og ude i området omkring Tarangambadi er rismarkerne overrislet og de små risplanter stortrives.

Luften er mere sval, men fugtig og mit vasketøj vil ikke tørre helt på tørresnoren så strygejernet må klare resten. Julie Rehlings ‘Schawler, 2 par Strømper og et par Underskjorter…‘ som hun iklæder sig på grund af den ordentlige kulde kræver situationen dog langt fra endnu!

The Inaugural Ceremony

We earnestly solicit your blessings and prayerful prescence on the auspicious occasion of the inaugural ceremony with your family and friends‘ Ordene står med krøllet skrift, blåt på hvidt på den invitation jeg har fået overrakt af naboen der er lærerinde på S.V.S Middle School i Erukkattanchery, en lille by et par kilometer udenfor Tarangambadi.

Bestseller fonden har sponsoreret bygningen af en ny skole og en Training Hall for lærere. Skolebygningen er en elegant hvid tegllagt bygning, som foran længen af klasseværelser prydes af en lang veranda båret af smukke og lette granitsøjler. INTACHs arkitekt Ajit Koujalgi har stået for tegningen og har gjort det utrolig fint med klare henvisninger til traditionelle tamilske arkitetoniske træk. Jeg er helt sikker på at mange danske skoleelever og lærere vil misunde de fornemme rammer der er genstand for dagens indvielsesceremoni.

Vi ankommer på skolen kl. 9 og en god halv time senere går affæren i gang.Talelisten er lang. Med omkring 10 talere hvoraf det meste og de længste naturligvis foregår på Tamil.

Vi er et stykke inde i talerækken, en af hovedtalerne – The District Elementary Education Officer fra Nagapattinam – holder første del af sin tale på engelsk. En bemærkelsesværdig udlægning af den engelske kolonitid følger: Englænderne kom for at handle, men ombestemte sig og satte gang i landets udvikling. De oprettede veje, skoler og andre gavnlige intitutioner og skabte mange arbejdspladser i de virksomheder de oprettede… Ifølge taleren må Bestseller skolen således antages som et eksempel på en forlængelse af denne tradition. Pudsigt… men interessant… og sikkert ret indisk.

Udlægning minder mig i øvrigt om en diskussion mellem medlemmerne af den hemmelige palæstinænsiske befrielsesfront i Monty Python’s ‘Life of Brian.’ Scenen udspiller sig da en af bevægelsens medlemmer stiller det retoriske spørgsmål: Hvad har Romerne nogensinde gjort for os? Efter en længere række forslag konkluderes (frit oversat fra hukommelsen) – Ja, men bortset fra kloakering, vandforsyning, bedre infrastruktur og skoler… hvad har romerne så nogensinde gjort for os? Ironien er tyk, men den (koloni-)historiske udviklings kompleksitet og hybriditet er også en væsentlig pointe.

Skoleleverne overværer hele affæren siddende under det til lejligheden opførte palmetag, men virker først oprigtigt interesserede når talerækken ind imellem afbrydes af en række optrædende elever. Der er både sang og traditionelle såvel som Bollywood inspirerede danse. Men programmet er komprimeret og fjernbetjeningen til cd-afspilleren defekt så en del af de optrædende børn må begynde midt i rutinen eller bliver sprunget helt over. Der er nemlig lokaler der skal indvies. I en særlig rangorden klipper de tilstedeværende embedsmænd røde bånd til de forskellige lokaler hvorefter talerne fortsætter.

Med skolen behørigt indviet afsluttes ceremonien – og vi kan drage ad Tarangambadi til med visheden om bl.a. det britiske empiriums fortrinlige evner ud i oprettelsen af nyttige institutioner og Bestsellers ditto… og det er ret svært at være uenig… men bortset fra det… hvad har de så egentlig nogensinde gjort for Indien?

Mere Lys!

‘Mere lys!’ sagde Goethe på sit dødsleje, og jeg er på flere planer enig…lige nu mest i praktisk henseende. Jeg sidder og skriver i mørket. Strømmen er gået igen og Tarangambadis natlige lyde træder i karakter. Cikader, fugle, flagermus, kvækkende gekkoer og så… lyden af bløde trædepuder på tegltaget… Jeg får et glimt af to nysgerrige rævelignende ansigter med fine hvide aftegninger om øjnene og spidse ører før de forsvinder i natten.

Jeg sidder og betragter den langsomt, men uvægerligt synkende batteristand på min notebook og jeg drømmer om en UPS. En stor en… eller måske en mental UPS… sådan en jeg kunne slutte mig selv til… så jeg blev lukket ned gradvist, uden at skade mine data når strømmen går. For det gør den. Så kan jeg vågne til dåd når lyset i hostende glimt vender tilbage. Jeg er ikke god til at slippe hvad jeg har i hænderne, droppe læsningen, skrivningen, tegningen fra den ene strømafbrydelse til den anden.

Det er ikke kun Tarangambadi der lider under samfundsudviklingens umættelige krav på mere energi. En del af strømafbrydelserne er nemlig planlagte for at spare på strømmen. Millionbyen Chennai (Madras) sparer også på strømmen og mørklægges på skift område for område af samme årsag. Visse mere analytisk sindede anlægger desuden den betragtning at delstaten Tamil Nadu, der producerer en del hydroelektrisk energi er afhængig af indtægterne fra salg af el udenfor delstaten. Derfor må der spares internt.

Jeg kigger distraheret på mit bukseben og konstaterer en forbavsende stor kakkerlak med sikker kurs mod kanten af min skjorte. Den er egentlig meget pæn, men så pæn er den heller ikke. Jeg så den faktisk da der endnu var elektrisk lys, i den anden ende af stuen. Jeg overvejede at klaske den, men der er så meget creme i… desuden ville det nok være temmelig dårlig karma. Tænk hvis det var min næste reinkarnations form! Jeg overvejer at børste den væk med hånden, men beslutter mig i stedet for ved et raskt tag i skjorten at ryste den af. Det lykkes i anden omgang, lige før den når brystlommens relative sikkerhed. Jeg løfter stolebenet over den og overvejer endnu engang det med karma… så piler den videre. Jeg var ikke hurtig nok. Den når hjørnet af den lille nedsænkning i Atriumgården hvor jeg sidder. Der er et blåt afløbsrør. En lang grå snude stikker pludselig ud af røret. Kakerlakken piler videre. Men ikke hurtigt nok. En lille, aflang og tynd grå mus/rotte piler ud af afløbet og sætter tænderne i kakerlakken, og det med en lyd som et fodtrin i en bunke tørre kviste. Knas! Så er den væk igen. Den har jeg også set før – ‘natte-muse-rotten’ – men mest som en skygge i udkanten af mit synsfelt i mørket. Jeg bør have en Indiens flora og fauna-bog. Jeg tænker lidt videre over de karma-mæssige konsekvenser og når efterhånden frem til at såfremt jeg bliver kakkerlak i mit næste liv så kan det ikke være på baggrund af det netop skete; Sker det alligevel vil jeg sørge for at skrive det med blå afløb bag øret – hvis kakkerlakker har sådan nogle… og så bliver der lys. For en stund.

Tarangambadi i forandring

Der sker ting på halvandet år. Ikke at det bør komme som den store overraskelse. Det er bare så meget tydeligere når der er gået en rum tid siden mit sidste besøg. Flere nye fiskerhuse skyder op. Hvor der før var midlertidige langhuse til genhusning af de Tsunami-berørte familier, er der nu en række små firkantede fiskerboliger. En lang række af byens gader inden for murene har fået støbt betonveje. Muligvis ikke videre æstetisk, men sikkert ganske praktisk og værdsat af mange. Guvernørboligen har fået en slags afspærring i form af et hegn af grene, og ruinen (som den vel nok kan betegnes) er blevet en hel del træer fattigere idet INTACH har været i gang med at fjerne en del af bevoksningen som skadede murværket. Kystsikringen er blevet udvidet betragteligt både mod syd og nord, og omfatter nu også Massilamani templet, der i øvrigt også har fået en tur med pudsebrættet. Desuden er ruinen af Sivan templet for enden af Post Office Street blevet forsynet med en fin genopbygget mur uden om. Bestsellers parkanlæg umiddelbart bagved tager også så småt form og ser ud til at blive meget fin. Det fine Neemrana hotel, The Bungalow On The Beach, har fået pool – og for 400 Rs. i timen må du også svømme i den. Byens andet fine Neemrana hotel – The Gatehouse – lige ved siden af Landporten ser også fint og færdigt ud… nu også med pool.

Her ud på eftermiddagen bliver der spillet cricket på paradepladsen, men den lange grøft der nu omkranser pladsen giver griberen andre ting at være opmærksom på når han styrter afsted efter bolden. Et nyligt projekt der gik ud på at indhegne hele paradepladsen med en lav betonmur afsluttet med et trådhegn foroven er heldigvis forpurret, men støberenden er der endnu. Paradepladsen indgår allerede i INTACHs udviklingsplan og undgik derfor i beton indhegning, men forskønnes skal den… efter planen. Jeg håber og krydser fingre for at cricket kampe og anden aktivitet fortsat kan finde sted på pladsen – også i fremtiden når den får fine fliser, træer og lamper på…

Kakofoni

Syngende bølger og cikader, den bløde, varme vind der pusler i palmeblade, papayatræer og bananpalmer. Farvestrålende fugle, skrattende parakitter, dyttende biler, knallerter, motorcykler og scootere. Den hakkende motorlyd fra tankvognen der pumper vand ind til huset overfor, messende bønnekald fra minareten, sang og Best of Bollywood fra højtalere et sted tæt på, den huggende lyd fra den gamle mands økse i haven der laver tørrede kokosnøddeskræller om til brænde, og brudstykker af samtaler på rytmisk tamil. Det er lydkulissen til disse linjer. Lydkulissen til dagens gang i Tarangambadi. Pludselig bliver der stille, som om livet springer et hjerteslag over, som om selv lyden har fået hedeslag. Men splitsekundet senere kører livets soundtrack upåvirket videre. Stilheden findes kun som sjældne trædesten i en brusende strøm af lyd, der med et kommer til syne for i næste øjeblik at forsvinde i strømmen lige så hurtigt den var kommet for øre.

Ramadanen er i øvrigt slut og så er der fest i gaden og den lokale muslimske helgen el. Pir skal højtideligholdes ved en procession. Der er masser af mennesker i byen og stranden sværmer med slørklædte besøgende der skal have dyppet tæerne i den Bengalske bugt. En stor procession med glade børn i spidsen, vognlæs af dem, er på vej ned af gaden. De rykker først frem fra moskeen i Guldsmedegade og så op og ned af gaderne i byen i et sindrigt mønster. Forinden har travle arbejdere ryddet veje, beskåret træer og buske, desuden afmonteret lavthængende el- og telefonledninger fra masterne – uden stiger eller lifte og med de bare hænder (de bad mig gå udenom). Altsammen for at gøre plads til de store farvestrålende og dekorerede vogne. De hænger bag cykler, okser og de største og flotteste af dem, spejlgimtende og roterende med lange tove af mennesker foran. Musikken består af en cykeltrukket højtalervogn med 4 diskante, skrattende megafonhøjtalere, 4 uniformerede trommeslagere, 2 rytmefolk og en klarinetspiller med en mikrofonholdende dreng der sørger for at mikrofonen befinder sig så tæt på instrumentets munding som overhovedet muligt. Desuden et casio-keyboard spændt fast bagerst på højtalervognen. Knaldfyrværkeri af den slags der ville gøre enhver hjemmeværnsmand misundelig krydrer processionen med skarpe, høje knald og indhyller menneskeslangen i krudtrøg. Der er lyd på når der er fest i gaden.

En uge senere gentages processionen om natten med samme vogne, men nu udsmykkede med en overflod af elektriske lys. Ved den lejlighed krydres festen desuden med et ‘fifteen piece orchestra’ der divertere med både ‘muslim holy-songs og movie-songs…’ Den østlige side af Dronningensgade (her bor bl. a. jeg) må undvære strøm i et lille døgn idet el-ledningerne der krydser vejen skal pilles midlertidigt ned for at gøre plads til de store vogne.