I går fandt jeg Bifrost i baghaven. Det var ikke lige der jeg havde forventet den skulle være. Jeg havde troet det ville være mere dramatisk… Noget med fjelde og gjaldende horn og den slags… Men et eller andet sted skal den selvfølgelig være!

Regnbuer er gjort af det stof myter og legender bliver til af. At visse hælder til den forklaring, at det drejer sig om et optisk fænomen som har at gøre med sollysets brydning i dråber af vand skal ikke afholde mig fra at insistere på, at det altså var Bifrost jeg så. Det er også meget sjovere.

Grækerne hævdede at regnbuen var et forbindelsesled mellem gudernes verden og jorden. Iris – regnbuens gudinde – var personificeringen af regnbuen og fungerede som sendebud mellem verdenerne for gudinden Hera. I den nordiske mytologi holder vi os indenfor bro-temaet; her opfattes regnbuen, Bifrost, som forbindelsesleddet mellem menneskenes verden – Midgård – og asernes – Asgård. I Kina er man tilsyneladende af den opfattelse at en regnbue faktisk er en flænge i himmelvæggen som gudinden Nüwa har forseglet ved hjælp af en række forskelligt farvede sten. Indradhanush er den hinduistiske version og betyder Indras bue. Indra er guden der holder styr på vejr og krig. Fra Irland stammer formentlig sagnet om en krukke af guld gemt for enden af regnbuen – og det er et ret godt gemmested! I den bibelske version bliver regnbuen fortolket som et tegn på en af adskillige pagter mellem mennesket og de kristnes gud – især et tegn på Guds løfte til Noah om aldrig igen at oversvømme alt liv på jorden!

Skulle du nu stadig hælde til den såkaldte naturvidenskabelige forklaring med vanddråber og lysets bøjning – så må du selv om det. Hvis jeg ikke svarer telefonen eller tager min mail, så er det fordi jeg har taget den næste regnbue til Asgård (efter at have gravet krukken med guld op – naturligvis!)