Gårsdagens koncert med Jethro Tull i Amager Bio var en længe ventet begivenhed for undertegnede. Siden jeg stod på hovedet i mine forældres pladesamling engang i begyndelsen af 1990’erne, og faldt over Jethro Tulls Aqualung, har jeg været på rockarkæologisk ekskursion i 60’ernes og 70’ernes brogede musikalske kulturlandskab. Jethro Tull samlingen (siden i cd-udgave) er siden udvidet og strækker sig en pæn hyldemeter i min musiksamling. Der blev da også delt veloplagt og rundhåndet ud fra det imponerende bagkatalog i løbet af aftenen i Amager Bio.

De gamle drenge var annoncerede som Jethro Tull Acoustic, hvilket godt kunne virke en smule afskrækkende med tankerne på så ikke-akustiske numre som Aqualung og Locomotive Breath.
Setuppet bestod ud over Ian Anderson, Martin Barre (guitar), David Goodier (bas og xylofon) James Duncan (trommer), John O’Hara (keyboards og harmonika) også af en usædvanligt velspillende- og drejet amerikansk violinist: Ann Marie Calhoun. Det stod hurtigt klart at hun var en ‘revitaliserende’ faktor for koryfæernes præstation. Især Mr. Anderson fik mulighed for at folde sig ud i sam- og modspil med den smukke leopardplettede violinist.

Now theres revolution, but they dont know
What they’re fighting.
Let us close out eyes;
Outside their lives go on much faster.
Oh, we wont give in,
Well keep living in the past.
Jethro Tull: Living in The Past, 1972

I løbet af aftenen blev de til en perlerække af gamle J-Tull numre bl. a.: Living in the Past, Thick as a Brick, Don’t Wanna Be A Fat Man, en helt og aldeles omarrangeret og svært genkendelig version af Aqualung, My God, Locomotive Breath og Budapest. I det hele taget slap Jethro Tull for at ende i rendyrket nostalgi – takket være friskt blod og nye spændende arrangementer… Også en række klassisk inspirerede stykker fra King Henry’s Madrigal, over et Mo’s art (Mozart) Potpourri, (som efter min mening var faretruende tæt på at kamme over i muzak) og naturligvis J. S. Bach’s Bourée

Ian Anderson har aldrig været den store sanger, og på trods af hans akrobatiske forsøg på at nå de ‘høje’ toner ved at stå på tæer når han skulle op i registeret, magtede han ikke at give sangene den rigtige vokale power. Måske er det næste ‘nye’ medlem af Jethro Tull en sanger, der kan give sangene den stemme de fortjener?

Hvad Ian Anderson mangler som sanger kompenserer han til gengæld så rigeligt for, som eminent fløjtespiller og guitarist (med en fantastisk lille bitte parlor-style guitar med en enorm lyd bygget af den engelske guitarbygger Andrew Manson), altsammen fremført med stor humor og selvironi.

Man kan næppe klandre J-Tull for, at være akustiske når nu koncerten var annonceret, som sådan. Men jeg sad alligevel og ønskede, at Martin Barre pludselig ville dukke op med elektrisk guitar og fyre den af… Jeg håber ikke J-Tull er blevet Too Old To Rock And Roll… og, at de næste gang de lægger vejen forbi husker, at tage forstærkeren og el-spaden med.

…og forresten lidt brok over koncertpublikum generelt: Hvad sker der lige med det der med at huje og råbe, pifte og klappe 2 takter inde i sangen, når det går op for en, at man faktisk kender den? Er det i virkeligheden ikke lidt pinligt at demonstrere, at man er lidt langsom… ligesom at grine af vittigheden 2 minutter efter alle andre… og det der med, at der altid er en der føler sig kaldet til, at foreslå hvilket nummer der skal spilles som det næste. Det er, som om de tænker, at de sgu’ nok ikke lige har tænkt over at få lavet en sætliste…