Hoteldamen kalder mig konsekvent sweetie… hun er inder og har tatoveringer på skuldre og overarme. I’ve done everything… but advertising is my main line of work… hendes pegefinger er lam og stritter hele tiden ud i luften, som om hun konstant vil påpege noget eller uddele reprimander. Hun overvejer at slå sig ned et andet sted i verden, men ved ikke helt hvor. Hvorfor vil hun mon det når hun er her i Pondy – Bengalens franske perle? Men jeg ved det godt… for nogle mennesker trækker en sælsom afart af tyngdekraften altid den modsatte vej af hvor man befinder sig. Jeg kan mærke det.

Pondicherry var med enkelte afbrydelser fransk koloni fra slutningen af 1600-tallet og frem til 1954. Det mærkes på byens systematiske vejnet symptomatisk for en fætningsby, på de brede veje, alleerne med træer på begge sider, på franske gadenavne, institutionerne – Lycee Francais, Alliance Francaise, Instruction Publique… på croissanterne du kan købe hos bageren og så på de to hold petanquespillende tamilere der mødes hver aften på pladsen foran musikscenen mellem Ambour Salai og Gingee Salai. Der er et livligt handels- og restaurationsmiljø og turismen er også en væsentlig og voksende indtægtskilde…

Jeg nyder mine sidste dage her. Handler lidt, sightseeing, møder i det kunstneriske, sprudlende Auroville… og så hjem. Allerede.