Så skete det. Så sluttede livet som jeg kendte det endegyldigt, og noget nyt tager sin begyndelse – i et syndigt rod… Huset er solgt, de sidste rester af mit forrige liv er sendt på genbrugspladsen, grundigt sorteret… Det der var engang runger sammen med ekkoet af mine fodtrin i de tomme stuer i det solgte hus.
Således opmuntret kaster du dig nu frådende over din nye opgave… eller også sidder du stille, drikker et glas vin og tænker lidt. Du prøver at skabe et mentalt rum hvor den orden virkeligheden mangler kan etableres. Langsomt vil det rum udvide sig og omfatte din umiddelbare nærhed – det er teorien. Da sengen kom op og illusionen om et soveværelse var oprettet, hjalp det straks på den kaotiske virkelighed. Lidt i hvert fald… Nogle gange er mennesker ikke særligt avancerede oven i hovedet – hvis jeg kan tillade mig at slutte generelt ud fra mit eget af slagsen!
Nu mangler håndværkernes tilbud at blive gransket, tænderne bør bides sammen og der bør kløs på… Det vil jeg gøre – og glædelig jul!