Ryan Adams og the Cardinals leverede et fantastisk, tungt, huggende- og til tider, æterisk svævende show i Vega, tirsdag aften.
A friend of mine called and asked me if I knew I was tryin’ to control the world. I said no, I’ve been busy drawing wizards…
Ryan Adams, under tirsdagens koncert. En kommentar til lukningen af ryandams.org
Men det var lidt synd for Neal Casal. Set i bakspejlet var det utaknemmeligt job for ham at varme op med en håndfuld pæne, folksy amerikanske sange i bedste singer-songwriter tradition. Publikum er ubarmhjertige. De træder vande, og summen bliver til højlydt snak, når sangene ikke kommer ud over scenekanten. Til gengæld fik han revanche som medlem af The Cardinals i de efterfølgende godt 2 timers hæsblæsende koncert med Ryan Adams.
Tag en portion hård kantet punk, komplet med attitude, frisure og stramme jeans, et rigeligt drys tung, rumlende indie rock, samt en god deciliter psykedelisk inspiration. Tilføj en række kontrasterende æteriske, skrøbelige vokalharmonier, skarpe unisone og tostemmige guitarløb og en rigelig dosis pedalsteel guitar. Ryst det godt sammen og så har du min oplevelse af Ryans unikke eksplosive og energiske, ubarmhjertige, melankolske, melodiske og uforskammet medrivende country hybrid.
Det blev til et rundhåndet drys af sange fra bagkataloget. Sættet rummede flere mindeværdige fortolkninger af egne numre fra den tunge hårdt rockende og bluesy version af To Be Young (Is To Be Sad, Is To Be High) – og en endnu vildere Bartering Lines Og endelig en håndfuld nye sange. Troldmanden Ryan rules!
Hvis du ikke var til stede – kan du roligt ærgre dig…