Midtvejs på min rejse gennem livet, afsted, i fart mod ingen steder
Det er hverken dag eller nat, mørkt eller lyst, himmel eller helvede
Det sker at jeg aner solens gryende rødmen bag horisontens mørke linje
før den svagt ulmende forvandles til aske og synker i afgrunden
På denne sprøde klinge står jeg og vipper,
På denne tærskel er jeg hverken ude eller inde,
med dine læbers varme løfte aftrykt på min kind
hastigt fordampende…
En sprød klinge
Dette indlæg var udgivet i:digt, Foto og tagget Dante, digt, Foto. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.